Narayana

Narayana, i den indiske mytologi det på en gang højtideligste og mest romantiske navn på det højeste væsen og (i samme person) en ældgammel patriarkagtig asket. Han nævnes meget ofte sammen med Nara. Men mens Nara kun er en pendant til Narayana, spiller Narayana en meget selvstændig rolle. Man har villet gøre Narayana til et patronymikon ("menneskesønnen") af Nara. Men den indiske forklaring ("gående på vandene" Brahman, mens han var i eller efter at han var født af verdensægget, eller mens han opholder sig på vandene under verdensundergangene) turde være i det væsentlige rigtig. Nara ("urmennesket, idealmennesket") røber sin sekundærer, rent spekulative oprindelse ved sit gennemsigtige navn, og ved at der intet siges om ham selv, mens forestillingen om urvandene (under et navn narah, som ikke mere findes i sproget) gør indtryk af at gå meget længere tilbage. De to navne synes altså opståede uafhængig af hinanden. Ligheden har været stærk nok til at knytte dem sammen, men ikke til at udslette den oprindelige betydning af Narayana. Forestillingen om dem begge som asketer stammer dog vel fra Nara og er først blevet udstrakt til Narayana som følge af forbindelsen med Nara. Deres enebo havde været Badari ved Gangas kilder. Navnet Narayana overførtes selvfølgelig fra Brahman til Vishnu og fra denne til Krishna, men betegner meget ofte "det højeste væsen" ganske i almindelighed, uden nærmere begrænsning. I denne egenskab var Narayana synlig til stede på "den hvide ø" (Cvetadvipa), et jordisk lyksalighedsland i det yderste nord, hinsides mælkehavet. På Cvetadvipa besøgte Narada ham. I de episke kilder er Nara inkarneret i Arjuna, Narayana i Krishna. De er ældre end alle guder og fødes i hver Yuga, når en stor krig forestår.